Transport og ankomst til Phnom Penh

Turen fra Saigon til Phnom Penh kørte vi med Mekong Express – et busselskab, som havde sat ind med en minivan i stedet for en større bus, da vi kun var syv personer inkl. os fire, som skulle til Phnom Penh. Turen varede seks timer og undervejs krydsede vi grænsen, som var en lidt spøjs oplevelse. Grænsen fra Vietnams side var en stor lagerbygning, hvor vi kort inden mødet med paskontrollen fik vekslet vores sidste dong til US dollar af en kvinde uden særlig mange tænder. Vi blev i sædvanlig vietnamesisk stil ikke orienteret om særlig meget på forhånd, men blev blot ført ind gennem paskontrollen og med lidt forskellige håndtegn og få engelske gloser blev gjort opmærksom på, at “nu skulle man betale for visum” og “nu skulle man udfylde en ankomst-blanket”. Sidstnævnte blev udfyldt så godt vi nu kunne, men det virkede ikke som om at grænsevagten fra Cambodja tog nogen særlig notits af, hvad der rent faktisk stod, så lige pludselig var vi faktisk over grænsen, og så satte vi os i minibussen og kørte videre i høj hastighed.

 

Efter grænseovergangen var mørket ved at sænke sig over landskabet, men flere ting sprang dog i øjnene. Det første var vejene, som var i svingende stand. Generelt ikke så mange bump som i Vietnam, men nogle steder var der simpelthen ikke asfalt, så der måtte vi køre lidt kort vej over noget grus. Herudover, så var der ikke særlig meget lys langs vejene. Enkelte huse og hytter lyste op langs vejen, ellers kunne vi se små bål og lys fra petroleumslamper. Indimellem måtte vores chauffør bremse hårdt op, da der stod køer midt på vejen. Alt i alt var det lidt underligt at tænke på, at vi kørte på hovedvejen fra millionbyen Saigon til millionbyen Phnom Penh.

 

Vi ankom til Phnom Penh onsdag aften den 8. februar omkring kl. 20.30 og blev sat af lidt nord for centrum. Vi skulle derfor have transport til vores lille hotel – Le Safran La Suite, som lå lidt sydvest for Independence Monument inde midt i byen. Så ud af bussen og så over i en tuk-tuk.

 

Tuk-tukken er Cambodjas svar på taxaer – og der er rigtig mange af dem. Og ret få almindelige taxaer. Tuk-tuk er ret beset bare en Puch Maxi som man spænder en vogn bag på. Og så har man en tuk-tuk. Og disse ture med tuk-tukkerne blev vi ret vilde med under vores ophold i landet.

 

 

Nationalmuseet og Det Kongelige Palads
Vores første dag i Phnom Penh var fokuseret på byvandring og udforskning af de i indre by primære attraktioner, som var Nationalmuseet og Det Kongelige Palads.

Nationalmuseet er et pænt og overskueligt museum med en lille gård i midten og med udstillinger i bygningerne, der går rundt om. Museet rummer én af verdens største samlinger af Khmer kunst. Der var masser af større og mindre statuer af de kendte guder Vishnu og Shiva samt mange forskellige stykker af anden form for kunst. Det var hyggeligt at gå lidt rundt og betragte det “rigtige” Cambodja, dvs. det, som landet helst vil kendes for og ikke de uhyrligheder under Pol Pot, som vi senere på turen skulle lære mere om.

 

Vi gik fra Nationalmuseet til Det Kongelige Palads, som var en meget flot oplevelse at gå rundt indeni. Det Kongelige Palads er af nyere dato (1800-tallet), hvilket skyldes, at Cambodjas hovedstad gentagne gange har været ændret siden Khmer-imperiets fald omkring det 15 århundrede.

 

Når først man er indenfor murene kan man tage en gå rute, som går forbi en række bygninger. Disse er primært sølv-pagodaen, tronsalen og Khemarin-paladset. Mest kendt er nok sølv-pagodaen, der har omkring 5.000 sølvklinker lagt i gulvet og som generelt bare var en prægtig bygning at bevæge sig rundt indeni med en vanvittig flot udsmykning af  Buddha-statuenn derinde. Man måtte ikke tage billeder derinde, så det kan ikke vises her.

I det hele taget var det fantastisk smuk oplevelse at bevæge sig rundt indenfor det fine palads’ mure, hvilket klart kan anbefales, hvis man skal til Phnom Penh.

 

S21 fængslet og Killing Fields

Næste dag skulle omhandle Cambodjas frygtelig historie fra 1975-1979 vedr. Khmer Rouge og vi startede formiddagen med et besøg i det berygtede S21 fængsel. Fængslet var en tidligere high school, som under regimet blev brugt som fængsel, herunder fandtes der tortur og henrettelser sted.

 

Da Khmer Rouge indtog Phnom Penh i 1975 blev stort set alle indbyggere bedt om at forlade byen. Dvs. børn, unge, voksne, ældre og handicappede skulle bogstavelig talt slippe hvad de havde i hænderne, da Khmer Rouge bankede på og forlade byen. Det blev til en gigantisk folkevandring, fordi folk skulle fra byen til landet i bestræbelserne på at kickstarte Pol Pots plan om et Cambodja år 0 – dvs. et kommunistisk drømmesamfund baseret på Pol Pots tanker om et bondesamfund. Det var en fransk professor, der under Pol Pots ophold i Frankrig havde udtalt, at Cambodja skulle gøre, hvad de var bedst til – nemlig at dyrke ris. Disse tanker havde han så videreudviklet  inden han vendte tilbage til Cambodja.

 

Så alle lærde og uddannede blev som udgangspunkt henrettede, hvis de da ikke var så “heldige” at nøjes med hårdt arbejde i rismarken rundt om i Cambodja. Øvrige mennesker blev også sendt ud i markerne i landet for at dyrke ris – i øvrigt adskilt fra familie. Så børn blev adskilt fra forældre som et led i den sociale transformation. Hvis de da ikke også var blevet henrettet.

S21 fængslet var stedet, hvor fangerne blev torteret til en tilståelse (som så oftest var selv de mindste overtrædelser eller overhovedet ikke fundet sted) og derefter henrettet.

 

Vores besøg var en spændende, men også deprimerende oplevelse, hvor vi bevægede os rundt i de tidligere fangeceller, dvs. klasseværelser, hvor stålskeletter fra senge, er det eneste der står tilbage i disse rum. Senere kom vi forbi en række rum, hvor der var udstillet en række fotos af henrettede fanger. Det virkede som om, at der var ligeså mange mænd som kvinder.

Udstillingerne fortalte også om personerne bag forbrydelserne, dvs. de ansvarlige personer, som stod bag Pol Pol. Der foregår stadig retssager mod personer bag folkemordet.

Sidst, men ikke mindst, var der historien om en skandinav, en svensker ved navn Gunnar Bergström, som hyldede Khmer Rouge for deres anti-imperialistiske politik. Han rejste i 1978 til Cambodja og blev kun mødt af venlige og glade bønder ude i markerne (som blev dræbt, hvis ikke de viste, at de var glade). Samt et næsten mennesketomt Phnom Penh, hvilket han dog ikke udtrykte direkte til sine værter, at han undrede sig over. Senere har han dog udtrykt stor fortrydelse for sin støtte, og har i dag aktivt gået ind i uddannelse af unge mennesker i Cambodja ift. hvad der skete dengang. I det hele taget optræder Sverige som land meget på de forskellige skilte, hvorpå det fremgår, hvilke lande, der har støttet med hvad osv. som vi går rundt i fængslet.

 

 

Alt i alt var stedet et must-see, og det var ikke specielt uhyggeligt, trods den yderst forfærdelige fortid. Dog kan det ikke anbefales at tage børn med ind og se nogle af billederne, så vi lod dem da også sidde udenfor i den grønne gård og tegne fugle og andet godt.

 

Killing Fields

Vi hyrede en tuk-tuk chauffør, som kørte os ud til Killing Fields, hvor han ventede på os mens vi gik rundt derinde.

 

Generelt var Killing Fields ikke så voldsom en oplevelse, som jeg først havde antaget – selvom historien er ufattelig voldsom og barbarisk. Det er meget mere en fredfyldt oplevelse, hvor røgelsen sitrer lidt i næseborene, mens man går rundt og en salig munke-musik kan anes i midten af området, hvor tårnet med de mange kranier ligger.

Og netop dette tårn var det første, man møder på turen igennem området. Vi trådte ind i tårnet og blev mødt af glasmontrer der gik fra gulv til det høje loft. Montrerne var i al sin enkelhed fyldt med kranier samt diverse knogler, som man har undet i massegravene på området.

 

Under folkemordet ankom folk i lastbiler til området, nogle gange på til 300 personer pr. dag. Og disse skulle henrettes. Da kugler kostede mange penge, var der mange forskellige måde at tage liver af folk, hvilket man kunne med hakker, økser, spader, kæppe, store grene og alt muligt forskellige værktøj.

 

Og i glasmontrene var det så markeret på kranierne, hvordan det pågældende offer var blev henrettet; dette kunne man dømme ud fra hullet i kraniet eller den måde kraniet var flækket på. Dette var en noget makaber oplevelse, men endnu mere makaber var det, at glasmontrene også var opgjort efter alder, dvs. 0-20 år, 20-40 år og 40 år og opefter. Det var en underlig fornemmelse, at stå med to drenge på hhv. 7 og 9 år og prøve at forklare dem, hvad der var foregået herude, men det hele virkede meget abstrakt, og når der ikke er blod involveret i udstilingen af kranierne, så virker det ikke så voldsomt.

Ud af tårnet og videre på ruten og vi kom derefter forbi nogle forskellige markerede grave, hvor man efter sigende, stadig finder kranier og knogler, når der fx har været et kraftigt regnskyl.

 

Vi kom også forbi et meget gammelt træ, som bødlerne brugte til at henrette spædbørn – simpelthen ved at svinge børnenes hoveder mod træet … hvordan spædbørn så end kunne være forrædere af regimentet.

Killing Fields var bestemt et besøg værd og det er sammen med S21 fængslet en helt afgørende betydning for den forståelse, som vi fik af Cambodja, som det land, det er i dag. Et land med en meget lille del ældre, og en meget stor del unge mennesker under 22 år. Forholdet skulle være omkring 30/70.
Vi tog herefter vores tuk-tuk tilbage mod hotellet og slappede af resten af dagen. Næste dag var det med bud mod Siem Reap.

Restauranter:

Under besøget i Phnom Penh spiste vi to ganske gode steder, dog var det ene sted i særklasse:
Friends International:
En restaurant, hvor kokkene og tjenerne er tidligere gadebørn og forældreløse børn. De kommer i lære og får en uddannelse og får kost og logi gratis. Maden var en række tapas-retter; den ene nærmest bedre end den anden indenfor cambodjansk og asiatisk mad. Det var en utrolig lækker oplevelse.
FCC (foreign correspondents club):
En café på toppen af en bygning ved gaden langs floden med udsigt over floden nær Friends og Nationalmuseet. God mad, men også flotte omgivelser i toppen af bygningen.