Spisesteder

I Saigon har vi spist på lidt forskellige restauranter, men især tre stk. fortjener en anbefaling:

  1. Hokkaido Sushi Saigon: En sushirestaurant med høj standard. Meget varieret menukort indenfor japanske retter, meget velsmagende og flot dekorerede retter. Prismæssigt ikke billigt – vi spiste for 420 kr.
  2. Huong Lai: En restaurant med traditionel vietnamesisk mad. Den holder til i en hyggelig gammel fransk boutique-hus og er lidt speciel, da meget af personalet er tidligere gadebørn, børn fra børnehjem eller familier med særlige vilkår. Børnene får en chance for at få en uddannelse ved at servere og tilberede mad til gæsterne. Maden var lækker og billig; vi spiste for ca. 150 kr. 
  3. Propaganda: Mere en café end en restaurant, men med kendte street food retter. Alt sammen i storslåede socialistiske omgivelser. Vi spiste for ca. 200 kr.

 

War Remnants Museum

Vores ophold i Saigon bød udover Cu Chi og almindelig byvandring også på en tur på War Remnants Museum, som vel også nærmest er et must see i Saigon, hvis man bare er en lille smule historieinteresseret og i øvrigt ikke har sarte nerver.

 

For museet er en generelt en hård mundfuld, og allerede inden vi kom ind på museet, blev vi mødt af en person, der har haft krigens følger tæt på sig.

 

Vi står og betragter de amerikanske tanks og helikoptere, som står linet op uden for museet, de vi bliver hilst på af en mand, der både mangler begge underarme, samt et enkelt ben. Hans ene øje ser også meget medtaget ud, og vi antager, at han er blind på dette øje. Han forklarer, at han som 8-årig dreng trådte på en landmine ude på marken, hvormed han mistede det ene ben, samt sine to underarme. Han vil – naturligvis – gerne sælge os nogle kopi-bøger, hvilket vi allerede er blevet tilbudt af forskellige sælgere og allerede har købt én gang (i Hoi An) af en handicappet sælger, så vi bliver meget nødtvunget nød til pænt at sige nej tak og i stedet for spørge om, vi ikke kan donere nogle penge til ham, hvilket han afviser (da det er forbudt for ham). Vi køber så dog de mindste varer han har i form af nogle postkort for en beskeden sum (50.000 dong). Det er hårdt at betragte sådan en mand prøve at få en levevej ud at sælge kopi-bøger, og det er uundgåeligt at føle en kæmpe portion sympati. Vi forklarer børnene, at manden ikke har valgt at blive til det, han er nu, men at han desværre har været et offer for de følgeskader, som krigen har medført.

Udenfor ses en lang række krigsfartøjer; tanks, helikoptere, artilleri. Indenfor består museet af tre etager i en relativ ny bygning, og som handler om de krige, som Vietnam har været involveret i indenfor de seneste 100 år. Udover Den Amerikanske Krig (Vietnamkrigen), som er langt den største del, er der også en mindre del, som omhandler behandling af de fanger, som sad i fængsel under den franske kolonimagt (under uafhængighedskrigen samt i fængsel i Sydvietnam). Da muséet selvfølgelig omhandler den vindende magts side, så omhandler meget af informationen og udstillinger de forbrydelser, som blev begået af Sydvietnam og USA.

 

Vi får installeret børnene på nogle sæder udenfor udstillingerne, som de pænt venter på, mens Pernille og jeg går rundt på museet.

 

Der startes på øverste etage, hvor temaet omhandler Vietnamkrigens optakt og start, og hvor man ser mange forskellige landkort og beskrivelser af hændelser – ligefra episoden i Tonkin-bugten til billeder af det amerikanske militær som landsætter enorme styrker i starten af tresserne.

 

Undervejs bringes man forbi en lang række fotografier af scener fra krigen; fotos af soldater, civile, sårede, døde, køretøjer, våben, eksplosioner, etc. Flotte og skræmmende billeder, som er taget af en lang række krigsfotografer, som levede livet ekstremt farligt, da de var med fremme ved fronten (på begge sider) for at fotografere og dokumentere krigens rædsler. Især én historie gør voldsomt indtryk; historien om den britiske fotograf Larry Burrows, som arbejdede for LIFE magazine.

Larry Burrows tre dage før hans død.

Han var nok den på det tidspunkt mest anerkendte krigsfotograf pga. hans fremragende fotos og gennemgående fotodokumentation, som blev tilvejebragt under ekstreme forhold. Hans arbejde strøg direkte hjem i den vestlige verden på forsiderne og i artikelserier i LIFE, og det var bl.a. medvirkende til at folk i Vesten fik øje på konfliktens eskalering og voldsomme brutalitet. Burrows arbejdede og dækkede krigen i ni år fra 1962 til 1971, hvor han mistede livet, da den helikopter, han befandt sig i, blev skudt ned over Laos. Sammen med ham var tre andre krigsfotografer udover helikopterens personnel. Fotograferne skulle til Laos for at dække en Sydvietnamesisk offensiv, der hovedsagligt havde til hensigt at ramme Ho Chi Minh-stien.

 

Krigens komparative statistik til andre amerikansk-involverede krige.

En anden stor del af museets sektion omhandler krigsforbrydelser, herunder My Lai, samt brugen af det kemiske våben Agent Orange. My Lai massakren, hvor amerikanske soldater henrettede civile mænd, kvinder og børn i alle aldre, var fuldstændig frygtelig og meningsløs, men også efterspillet i USA var på mange måder en skændsel. En anden skændsel, eller hvis der overhovedet findes et ord for det, var USAs brug af plantegiften Agent Orange, som i korte træk havde til hensigt at afløve skovene, så Vietcong ikke kunne gemme sig for USAs fly, og det blev nemmere at udpege og bombe dem. Problemet var bare, at Agent Orange, som blev “markedsført” som en plantegift uden beviselige skadesvirkninger på mennesker, indeholder det kemiske stof dioxon, som er en forfærdelig gift. Giften fører over lang tids eksponering til øget risiko for kræft, reproduktionsforstyrrelser og andre hormonforstyrrelser, nedsættelse af immunforsvar og neurotoksiske effekter. De vietnamesiske civile blev taberne i dette spil og følgevirkninger på både miljø og civile mange steder i Vietnam har været en helt igennem forfærdelig katastrofe. Vi ser billeder af børn med horrible misdannelser bl.a. i ansigtet, men også med manglende lemmer, for korte lemmer og misdannede lemmer. Man skal være gjort af noget særligt, hvis man ikke påvirkes af alle disse billeder. At USA ikke har anerkendt skadesvirkningerne af stoffet og skaderne på befolkningen er på mange måder enormt uværdigt, og dét positive syn som man har haft på USA (i undertegnedes tilfælde) har lidt et alvorligt knæk, når man først har sat sig ind i de enorme skaders virkning.
Som den tidligere forsvarsminister Robert McNamara, krigens arkitekt, mange år senere sagde om krigen: “ We were wrong. We were terribly wrong and we owe to future generations to explain why”. McNamara nåede aldrig at forstå hvorfor, da han er død nu, men man sidder med følelsen af at USA begår samme fejl gang på gang, når de blander sig i selvstændige landes interne stridigheder. Først Vietnam, siden Irak og så Afghanistan. Interventioner uden klart formål og med en totalt fejlbedømmelse af befolkningens behov, ønsker og formåen.

 

Sidste del af museet er allokeret til en række billeder og dokumentation af demonstrationer og støtteerklæringer. Der ses mange billeder fra europæiske hovedstæder herunder København. I de vesteuropæiske byer er demonstrationerne ikke præget af særlig mange mennesker, men på billeder fra Østeuropa, herunder Bukarest og Budapest er der flere hundredetusinder af mennesker samlet i demonstrationerne. Det giver selvfølgelig overordnet god mening, at de kommunistiske lande holder mere med hinanden og støtter hinanden i solidaritet.

Billede taget fra København.

Det cubanske broderfolk og kammerat Fidel stod også last og brast med Vietnam. Så længe det ikke gjalt om at sende tropper…

Vi henter børnene og går udenfor og på vej ud lægger vi vejen forbi en udstilling, der omhandler fængselsforhold især under den franske kolonimagts besættelse. Bl.a ser man en gammel guillotine, som blev brugt helt frem til starten af 50’erne til at henrette sympatisører og andre med tilknytning til Ho Chi Minhs befrielsesbevægelse. Der er også fremvist de såkaldte tiger-bure, hvor fanger kunne sidde i solen dagen lang i små bure lavet af pigtråd. Herudover vises en række tortur-billeder, som heller ikke er for sarte sjæle.

 

Alt i alt var museet en stor, men også deprimerende oplevelse, som gav en særdeles god forståelse for især Vietnamkrigens rædsler og følgevirkninger. Det var selvfølgelig en lidt ensidig og beskrivelse af krigen, når man undervejs læste om “patrioter”, der gav livet for et formål eller lignende, men dette kan på ingen måder overskygges faktuelt omkring især den forfærdelige påvirkning af brugen af Agent Orange.

 

Rent historisk var det også sådan, at selvom Sydvietnam blev erobret og Vietnam dermed blev helt igen, skulle man også igennem en krig mod De Røde Khmerer i Cambodia samt modstå et angreb fra Kina i starten af 1979. Vietnam havde nærmeste fjender på alle sider. Landet var i starten af 80’erne stadig splittet pga. de (tidligere) store økonomiske og kulturelle forskelle mellem nord og syd, voldsomme krigsødelæggelser mange steder i landet herunder rigtig mange umarkerede minefelter, dysfunktionel økonomi, som var lagt an på krigsproduktion, et kemisk påvirket landbrugsmiljø samt en befolkning, der enten fysisk eller psykisk var skadet. Freden var endelig kommet til landet, men udfordringerne var tårnhøje. Økonomisk var det ikke før midt til slutningen af 80’erne, at der kom væsentlig fremgang pga. de økonomiske reformer, der kom i kølvandet på Gorbatjovs reformer i Sovjetunionen (dem tog man også til sig i Vietnam) bl.a. omdannede Vietnam fra en ris-importør til en ris-eksportør, hvor man nu den dag i dag er én af verdens største eksportører.

 

Meget af vores sidste dag blev brugt til klargøring af næste af den næste dag, hvor Mekong-deltaet var næste stop på rejsen.

Aftenbillede af Saigon fra hotellets top.