Natbus til Saigon

Efter nogle herlige dage i Hoi An var det tid til at se os om efter nogle muligheder for at tage til Saigon/Ho Chi Minh City, som var det næste stop på rejsen. En tur på lidt under 1000 km.

Det ville have været nærliggende at booke et fly fra Da Nang til Saigon, men pga. Tet så var alle priser skruet gevaldigt op (udover at vi er meget tæt på afrejsedato, hvilket også påvirkede flypriserne). Herudover fik vi af hotellet at vide, at alle tog inkl. nattog var booket frem til 7. februar og med en afrejsedato den 2. februar mod Saigon, så var der kun bus tilbage som mulighed. En tur på omkring 24 timer. Ikke det vi lige havde håbet på. Vi havde på forhånd hørt en del historier omkring busser, men vi gik ind til oplevelsen med oprejst pande og prøvede at samle energi til den lange tur, som startede om aftenen kl. 17, selvom vi på forhånd vidste, at vi ikke skulle lave meget i bussen.

Vi fik følgende erfaringer med fra turen:
– Vi skal køre kl. 17, men hentes først kl. 18.30… vietnamesisk punktlighed i en nøddeskal.
– Bussen er i okay standard – endda wifi – og den har bløde sæder, som for det meste kan hæves /sænkes (Martins kunne ikke)
– Vietnams veje er ret bumpede og buschaufføren dytter ofte. Det er ikke nemt at sove under disse forhold.
– I bagenden, hvor vi for det meste opholdt os, var forholdene som en kæmpe seng… dog lå vi tæt på motoren, så kombineret med vejbump og dytten, så var ørepropper værdifulde
– I bagenden er det også dér, hvor 2. chaufføren sover. Dvs. han sover ikke, men sidder og ser vietnamesisk quizshow på sin smartphone, der skinner heftigt ud i mørket.
– Lugten af sure tæer kan anes i bussen – trods aircondition.
– Rastepladserne lugter virkelig, virkelig meget. Sammenlagt mere end alt andet uhumsk, vi har været udsat for på turen, hvilket der egentlig ikke har været forfærdeligt meget af.
– Vi vågner kl. 5.30 næste morgen og får at vide, at vi skal forlade bussen. På dette tidspunkt er vi nået til Nha Trang, som ligger ca. halvvejs på vej Saigon. Men vi havde på forhånd ikke fået at vide at vi skulle skifte bus og ej heller, hvor langt tid vi så kom til at vente på næste bus
– To timer senere stiger vi på bussen – som er den samme som vi har kørt med hidtil.
– Turen langs kysten sydover er smuk, men igen bumlet og med mange sære stop.
– Hvis chaufføren er sulten eller skal have en cigaret, så tager han denne pause.
– Ankomst til Saigon kl. 17 var efter planen, men vores ankomst var ca. kl. 20.

 

Trods disse omstændigheder kan vi godt finde på at tage en bus igen, på trods af det manglende informationsniveau og de lidt sære tilbøjeligheder, som chaufførerne har. Dog kan vi ikke anbefale mere end 12 timers tur, da bumpene og de dårlige veje bliver lidt for trættende i længden.

 

Saigon

Saigon hedder i dag Ho Chi Minh City, som var det navn byen fik året efter genforeningen, dvs. i 1976. Rigtig mange mennesker hernede kalder stadig byen Saigon, og der er også stadig mange skilte og betegnelser med navnet, så derfor kommer jeg også til at skrive byens navn på denne måde.

Byens vartegn – det godt 263m høje Bitexco Tower

 

Byen har omkring 8,5 mio. indbyggerne, hvilket er omkring 1 mio. mere end Hanoi, men byen er i vækst og man forventer, at den omkring 2025 har over 13 mio. indbyggere. Vd første øjekast kan vi også fornemme kontrasten til Hanoi. Her er skyskrabere, stormagasiner og amerikanske forretninger i modsætning til Hanoi, som havde langt flere “flade” bygninger, og hvor vi faktisk ikke kunne finde nogle nævneværdige udenlandske forretninger. Byen virker også langt større, da der er bredere boulevarder og mere grønne områder – i hvert fald i de områder vi bevæger os i. Hotellet vi bor på hedder Sunland Hotel og ligger ud til floden, men med fin udsigt fra 12. sal ind til byens skyline. Herudover har hotellet en pool på 14. sal, som drengene nyder i de dage, hvor vi kan.

Lad os da tage en kummefryser med på min lille ladvogn.

Den franske stil præger stadig mange af bygninger i de mindre gader i Saigon.

Vores første dag i byen går med en byvandring, hvor vi vandrer nede fra hotellet gennem en gammel bydel med markeder, slagtninger af dyr, og dissekeringer af fisk midt på gaden. Herefter kommer vi videre til et backpacker-område inden vi kommer videre ind ad mod byen.
Undervejs finder vi også en fin legeplads til drengene, hvor vi igen konstaterer, hvor mange mænd, der midt på dagen er ude at lege med deres små unger. Det virker helt klart som om, at ligestillingen mellem kønnene hernede er nået langt.

 

Byvandringen (en rute vi tager fra Lonely Planet) tager os også forbi følgende punkter i byen:
– En stor Ho Chi Minh statue på Ho Chi Minh Square 
– Præsidentpaladset (hvor de to tanks, der var de første til at køre gennem porten i 1975 stadig holder på deres plads) 
– Hotel Caravelle: Et fornemt 5-stjernet hotel, som under Vietnamkrigen blev benyttet som ambassader og af mange udenlandske korrespondenter og som i 1964 blev bombet (dog uden døde) 
– Et igangværende metrobyggeri, hvor Japan finansierer en stor portion af byggeriet, som skal stå færdigt i 2020. Ellers kører her ingen busser eller anden form for massetransport i selve byen. 
– Hotel Continental: Igen et fornemt hotel som blev bygget i fransk stil tilbage i 1880, og som under Vietnamkrigen også blev benyttet af mange udenlandske journalister. 
– Operahuset: En meget smuk bygning i flamboyant stil tilbage fra den franske kolonitid. 
– Notre Dame kirken: Den gamle franske kirke fra kolonitiden opkaldt efter sin berømte “fætter” fra Paris.
– Ho Chi Minh ungdoms hovedkvarter 
Herudover passeres adskillige McDonald’s, Starbucks, Pizza Hut, etc. etc. De amerikanske kæder har helt klart deres indtog i dette økonomiske centrum i Vietnam. Vi går også i Vincom Center; Et meget vestligt orienteret stormagasin med ting til vestlige priser. Her var vi nødt til at købe lidt forskelligt tøj af god kvalitet, men så blev det også til vestlige priser. Vi har ikke oplevet en så “kapitalistisk” forretning/magasin på vores rejse før dette center.

 

Resten af dagen går med afslapning på vores hotel og booking af tour til næste dag, som går til Cu Chi.

 

Cu Chi tunnellerne

Under Vietnamkrigen var Sydvietnam og USA ofte under konsekvente guerillaangreb fra Vietcong. Dette trods massiv tilstedeværelse af amerikanske tropper. Man undrede sig – hvordan kunne fjenden lave nålestiksangreb nær en amerikansk base nordvest for Saigon og herefter trække sig tilbage og skjule sig som dug for solen? Svaret skyldes det massivt udbyggede tunnelnetværk som udsprang fra Cu chi-området ca. 40 km nordvest fra Saigon. Og tunnellerne befandt sig herudover under den amerikanske base – hvilket USA først fandt ud af langt henne i krigen.

 

Vi tager en guidet tour derud og er heldige, da vi udover os kun er et herligt indisk ægtepar fra Mumbai, som vi får en fin samtale med om forskelle mellem vores lande og om Danmark mon har vores eget sprog… På vejen derud stopper vi et sted, hvor vi kan købe ting (det har vi nu oplevet flere gange på de toure, vi har taget) og disse ting er her forskelligt kunst lavet af handicappede og mindre bemidlede mennesker. De handicappede har bl.a. downs syndrom eller har været udsat fra kemikaliet dioxin (som USA brugte i det kemiske våben Agent Orange, hvilket medførte deformiteter hos fostre og påvirkede (alt, alt) for mange tusinder af uskyldige mennesker). s

 

Efter denne pause kører vi videre til Cu Chi, hvor selve touren begynder. Her er mange mennesker herude, så tingene går relativt tjept og Hugh (vores guide) er desværre nødt til at skynde lidt på os et par gange, da vi skal forbi lemmene i skovbunden og er nødt til at have dem for os selv inden en anden gruppe stopper op og tager dem. Lemmene er ikke særligt store og med lidt blade og kviste ovenpå camouflerer de sig perfekt i skovbunden. For en vietcong soldat er størrelsen god, da han men lethed kan klemme sig ned, men folk med korpus (inderen) og folk med brede skuldre (Martin) har lidt besvær. Men ned kommer vi og lukker næsten den lille lem.

 

Undervejs på ruten kommer vi også forbi små huller i bunden nogle jordbunker og Hugh forklarer, at dette er luftkanaler ned til tunnellerne. Dette ville man ikke vide, hvis ikke man vidste det, og længere hen ad vores rute komme vi forbi diverse fælder, som oprindeligt var brugt til at fange skovens dyr, men som med modifikationer også kunne bruges som fælder til fjendes soldater.

 

Undervejs får vi en kravletur på en gammel amerikansk tank, som havde påkørt en mine og vi går også en tur nede i nogle tunneller, som er noget mindre end dem, vi oplevede i Vinh Moc. Faktisk er de nogle steder ned til 60 cm høje og nogle steder endnu mindre; dette er med vilje, da Vietcong vidste at amerikanerne sendte de såkalde tunnelrotter ned for at jage dem, og de lidt større amerikanere kunne ikke kravle igennem meget snævre gange som en tynd Vietcong soldat kunne.

Hugh forklarer undervejs, at livet som soldat hernede var en barsk fornøjelse. Her var ingen børn, men kun soldater af begge køn, dog flest mænd. Livet nede i tunnellerne var ofte om dagen, hvorefter man kom op om natten for at gå til angreb eller for at jage eller finde mad. Nede i tunnellerne sparede man oftest på lyset, da der var tale om petroleumslamper, som de skulle spare på og som også slugte meget af den ilt, som der nu var dernede. Så meget af opholdet nede i tunnellerne var i total mørke, hvilket satte krav til hukommelsen, da man derved skulle føle sig frem. Da flere tunneller også havde fælder eller blinde gange gjaldt det om at undgå disse. Sygdomme og kryb, som edderkopper, skorpioner etc. florerede også hernede, så det har været et meget barsk liv.

På vores tur passerer vi også en samling af alle de fælder, som man kunne risikere at falde ned i i junglen. Mange af fælderne havde ikke til hensigt at dræbe, men at invalidere således at en amerikansk soldat med tung udrustning fx kunne falde ned i en fælde således, at en syl borer sig op igennem hælen og praktisk talt smadret hans underben. Dette ville kræve en del andre soldaters hjælp til at bære ham hjem og ville også virke afskrækkende på de andre soldater.

Man træder ned på denne fælde hvormed fire stålpigge borer sig ind i benet.

Selve tunnellerne har på sit højdepunkt dækket et kæmpe område, men en omlægning af B52-bombeflyene fra Nordvietnam til Cu Chi medførte at området blev tæppebombet i 1969. Dette svækkede klart tunnellernes operationelle effekt, men de var i brug frem til 1972 var de ydede støtte til Vietcongs guerillakrig i Sydvietnam.

 

Touren afsluttes med lidt spas for de voksne; 10 prøveskud med enhver revolutionær marxists/kommunists “favoritvåben” – en AK47.

 

Cu Chi tunnellerne vil vi nok kalde for at must-see besøg, hvis man bare har en lille interesse i historien og de vilkår, som vietnameserne har kæmpet for deres land under.

Til taktisk planlægning med Vietcong.

Ueksploderede bomber kunne altid bruges til at lave nye bomber med. Så længe de ikke sprang i luften når man åbnede dem – hvilket de nogengange gjorde

Hjemmelavede anti-tank miner samt granater.

Folk med trigger-fingre kan også få deres lyst styret herude.