Tur fra Dong Hoi til Hué

Vi tager afsked med den regnvåde by Dong Hoi, da vi har hyret en privat chauffør og en komfortabel minivan, og vi sætter kursen mod den gamle kejserby Hué. En tur på rundt regnet 170 km, som i Danmark ville tage under to timer at tilbagelægge, men her i Vietnam er der ikke motorveje, og som bilist skal man stadig udvise hensyn til alle de scootere, der nu en gang er. Derfor vil en tur ikke ske i normal og stabil hastighed, men i en hastighed, hvor der både kan accelereres, når chaufføren ikke synes, at det går hurtigt nok – eller bremses, når en scooter lægger sig lidt for meget ind på det midterste af vejen. Vores chauffør forklarer herudover, at det koster det, der svarer til 1500 kr. at få en fartbøde, så han har meget respekt for hastighedsgrænserne. Det ville jeg også have, hvis det var mig, for den gennemsnitlige månedsløn hernede er ca. 4,8 millioner vietnamesiske dong, hvilket svarer til ca. 1500 danske kroner om måneder. Med andre ord en hel månedsløn i fartbøde. Igen får man understreget, at kørslen hernede er et organiseret kaos, hvor du kører, hvor du stort set vil, men indenfor nogle rammer, som der faktisk er nogen, der har sat sig ned og taget stilling til.

 

Turen vi har betalt for er heller ikke en A til B kørsel, men der er faktisk indlagt et par stop undervejs, og første stop sker ved det historiske sted Vinh Moc tunnellerne.

Vinh Moc-tunnellerne

Vinh Moc-tunnellerne er et stort tunnelsystem beliggende i det gamle DMZ (Demilitariserede Zone) tæt på den 17. breddegrad, som delte Nord- og Sydvietnam ved byen Vinh Moc, som ligger ved kysten. Amerikanske fly, der dengang skulle på bombetogt i Hanoi, fløj forbi denne position og ved Vinh Moc lå øen Con Co, hvor den Nordvietnamesiske Hær (Vietcong) beskød B52-bombeflyene fra. Amerikanerne forlangte derfor, at beboerne i Vinh Moc skulle flytte, så man kunne bombe området, da man i øvrigt også mente, at landsbyen forsynede Vietcong med fødevarer. Som så meget andet på den tid, så var der intet sted for befolkningen at flytte hen, så man begyndte på en langsommelig og omstændig plan, som varede flere år, hvor man simpelthen flyttede hele landsbyen under jorden. Man startede i 1966 og tunnellerne var i brug ind til 1971.Amerikanerne var i mellemtiden begyndt at bombe positionen tæt ved landsbyen , hvilket kostede mange døde, men ikke desto mindre, fik man gravet nat og dag, hvor 20-25 mand arbejdede på skift i døgndrift for at grave sig langt ned i jorden, hvor bomber ikke kunne gøre skade. Man gravede simpelthen et komplekst tunnelsystem og minisamfund under jorden fra 15 meter helt ned til 30 meter. Flere lufttunneller gav luft til hele systemet, som i hel ustrækning var omkring 2 kilometer langt. Tunnellerne er gravet af kalksten, hvilket er blødt og forholdsvist nemt at grave i, men også holdbart.

 

Vi ankommer til området og møder guiden, som først sætter os til at se en halv time lang film omkring krigen mod USA. Det er helt klart en propaganda-film, men man fortænker dem egentlig ikke i at vise krigen fra deres egen side, idet landet faktuelt mistede soldater og civile i tusindtal til især de amerikanske flys bombetogter. Et af de for vietnameserne meget berygtede B52-bombefly var døden på himlen, og dets bomber kunne høres flere kilometer væk, og stod man indenfor en radius på én kilometer kunne man risikere at blive døv på ørerne pga. bragenes øredøvende effekt. Vietcongs ringe udstyr i forhold til USAs overlegne luftherredømme gjorde dem relativt magtesløs i dén kamp, men som det fremgår af filmens pointe, så vandt vietnameserne krigen pga. deres umanerligt imponerede ihærdighed og vedholdenhed – fx ved netop at bygge disse tunneller som Vinh Moc. Som amerikanerne i øvrigt aldrig fandt.
Efter filmen er slut er det tid til at gå en tur ned i tunnellerne, og vi bliver udstyret med lommelygter. Børnene synes det er lidt sejt og spændende at gå en tur ned i tunnelerne, som er ringe oplyst.Som voksen er det også spændende, men igen fascinerende at opleve at et helt lokalsamfund har kunnet eksistere nede i disse dybder. Vi går en rute, som samlet set er på ca. 500 meter. Undervejs sidder der forskellige dukker, der skal forestille de mennesker, der boede hernede. I tunnellerne var der udover små 1,5x2m rum bl.a. også et større møderum og sågar en fødestue. 17 børn blev bragt til verden hernede under overfladen, mens opholdet stod på. Vi går efter guiden, som nøjsomt fortæller os, hvor vi ikke skal træde og vi lyser undervejs også ned ad forskellige gange, der går endnu længere ned. Dette er beskyttelsesrum, forklarer guiden. Højden på tunnellerne er ikke beregnet til vestlige mænd på omkring de 180-190 cm, så jeg går foroverbøjet, det meste af ruten, da tunnellerne varierer i højden fra 130-160 cm. Temmelig hårdt for ryggen, men for en person fra Vietnam er det vel en ideel højde.

 

Vi kommer op ad tunnellerne igen, får strakt ryggen igen (for mit vedkommende) og fundet vores chauffør, som kører videre i retning mod Hué.

 

Hien Luong-broen

Næste stop på ruten er Hien Long-broen (også kaldet The Peace Bridge) over Ben Hai-floden. Netop dette punkt er ret beset skilningen på den 17. breddegrad, dvs. mellem det gamle Nord- og Sydvietnam.Her ved broens side ligger et museum, hvor vi ser os omkring. Den er et slags mini-museum, der omhandler Vietnamkrigen, men især folkets sejr og kamp for friheden. Muséet er lille og giver udmærket opdatering omkring området og broen, men hurtigt overstået. Vi går ud, og går herefter over Hien Luong-broen, som munder ud i en sti på den anden side, som herefter flugter til højre. Vi passerer her det flotte Reunification Memorial Monument, som er opført til minde om genforeningen i 1975.  
Vi finder vores chauffør og fortsætter det sidste stykke ind mod Hué, hvor vi ankommer sent eftermiddag. Aftenen går med at se lidt på vores kvarter, og vi finder en udmærket, dog lidt for turistet restaurant, tæt på vores hotel, hvor vi spiser middag.

 

Hué

Vores dage i Hué vil især bliver husket for al den massive regn, som faldt den tredje dag på vores ophold her, og hvor vi havde svært ved at finde noget sjovt at lave. Så efter et kortvarigt markedsbesøg, hvor vi bl.a. fandt en masse fine og MEGET billige sko, så blev det meget inde-dag, hvor der blev spillet yatzy, kort, læst bøger og set film.
   

 

 

 

Vi fandt også en lokal café, hvor der blev spillet bordfodbold og pool, så heldigvis kunne vi i det store hele godt få tiden til at gå her.

Dagen inden himlens porte for alvor åbnede sig, tog vi en udflugt til den gamle kejserby – Den Forbudte Lilla By.

 

Hué var indtil 1945 hovedstad i Vietnam. Landet blev regeret af en kejser fra Nguyen-dynastiet – et dynasti, der varede fra 1802-1945. Kejserpaladset – eller citadellet, som det hedder her – lå lige her midt i Hué. I midten af citadellet lå Den Forbudte Lilla By. Meget af denne gamle kejserby er relativt velbevaret, selvom hårde kampe her i byen under Vietnamkrigen har sat visse spor rundt omkring indenfor citadellets mure. Grunden til at hovedstaden lå her i Hué var fordi, at man ønskede at bevare et så tæt kontakt som muligt mellem folket i nord og folket i syd, som historisk set har været forskellige. Den franske kolonimagt ville gerne opretholde kejserdømmet, men man kan ikke undgå at tænke – når man ser på, hvordan den franske magt smuldrede i årene frem til 1945 – at opretholdelsen af kejserdømmet var et forsøg på at holde befolkningen i ave for at undgå optøjer.  
Vi kommer vidt omkring inde på dette store område og får set en masse smukke bygninger, dekorationer, små pladser og i det hele taget små detaljer ved stort set al udsmykning, som findes herinde. Rundt omkring findes der dog også aldeles slidte bygninger, mure eller stier, hvor man blot tænker, om de ikke finde midlerne til restaurering et eller andet sted. Men alt i alt var det en hyggeligt og rolig oplevelse at gå rundt herinde blandt de gamle bygninger.
Om aftenen havde vi fået anbefalet en restaurant, som skulle vise sig, at være den bedste smagsoplevelse, som vi indtil videre har fået i Vietnam. Les Jardins de la Carambole – en fransk/vietnamesisk restaurant huset i en smuk gammel fransk udseende bygning inden for citadellets mure og tæt på parfumefloden. Maden var ikke billig i forhold til alle de andre restauranter, vi har oplevet hernede, men hvad gør det, når man for 550 kr. kan spise forret, hovedret og dessert samt drikke vin og likør. Så på den måde får man rigtig meget for pengene – især på det smagsmæssige, som vi virkelig gjorde hér.
Til slut er det blot at nævne, at hvis vejret havde været bedre, ville vi nok også have besøgt nogle kendte grave, som ligger lidt udenfor byen, men det fravalgte vi pga. regnen.