Tog til Dong Hoi

Efter at have været én nat tilbage i Hanoi efter Halong Bay, er det tur til at bevæge os sydpå. Vi skal ud på en ti timer lang togrejse, som går fra Hanoi til Dong Hoi med afgang kl. 9 om morgenen. Togturen er som så mange ting i Vietnam et studie, dvs. der er mange ting at opleve, når man sætter sig ind i den offentlige kupé og langsomt lader landskabet glide forbi. Nogle af de observationer, vi gjorde på den lange togrejse var bl.a.:

 

  • Vietnameserne er meget sociale, men stadig reserverede. Det er næsten på samme måde som når vi danskere kører i tog – man snakker lidt med sin sidemand, hvis det er én, man kender, men ellers så sover man eller kigger på sin smartphone.
  • Toget tuder næsten konstant. Vi antager, at det skyldes, at der er simple jernbaneoverskæringer i landskabet, dvs. uden bomme, hvorfor toget – ligesom biler og scootere – skal gøre opmærksom på sig selv.
  • Alt medbringes i toget, dvs. katte, hestefoder, store sække med kartofler (tror vi) og alt muligt andet.
  • Madvognen er en lille minikøkken, og du får tilbudt mad én gang hver halve time. Efter halvanden time, havde madvognen passeret os flere gange end DSB har IC4-tog.
  • Toiletterne bliver tømt på stationerne og fungerer også som rygeboks.
  • Vi havde bestilt turistklasse og bløde sæder, men vi var de enesteblåøjede i toget.
  • Mændene er meget fædre, da vi oplever dem som meget nærværenden ift. de små børn, som de rejser med i toget. Imens sidder mødrene arbejder. Det er ret tydeligt.

 

Efter en lang togtur ankommer vi på Dong Hoi station, hvor vi herefter bevæger os ud af banegården for at finde en taxa. Regnen siler ned, og der er ingen taxa at se, men en venlig mand spørger, hvilket hotel vi skal bo på og helt umotiveret ringer han til dem, hvorefter vi får at vide, at de sender en vogn til at hente os. Igen en meget venlig handling, og vi giver ham lidt penge for ulejligheden, som han først modsætter sig at tage imod, men til sidst accepterer.

 

Vi hentes af hotellets ejer, som hedder Sy (udtales See), og vi kører ned til hans hotel Nam Long Plus Hotel, hvor vi ved ankomsten modtages af nogle rigtig venlige og imødekommende kvinder fra hans personale, som smiler gevaldigt, da de ser Theodor og Hannibal.

 

Vi får installeret os på vores værelse og går hurtigt i seng, da vi har et stramt program dagen efter, hvor vi kører til Phong Nha-nationalparken.

 

Phong Nha-nationalparken

Vi hentes med minibus kl. 8 om morgenen på hotellet og kører herefter forbi et par andre hoteller for at hente nogle flere deltagere. Turen går vestpå fra Dong Hoi med ca. 45 km, hvilket tager ca. en time at tilbagelægge, da vi i sædvanlig stil skal køre over diverse hullede veje. Landskabet forvandler sig på denne tur fra rismarker og små, triste huse efterhånden til frodig natur, og vi drejer op mod vejen, der snor sig op mod Paradise Cave, som er det første stop på dagens program. Vi befinder os i denne nationalpark relativt tæt på Laos, og vi erfarer også, at dette område også var en del af Ho Chi Minh-stien, som var forsyningsruten under Vietnam-krigen, hvor der blev bragt våben, ammunition og proviant fra nord til Vietcong-tropperne, der kæmpede i syd.Efterhånden, som vi kører op i højderne og kan se udover landskabet, kommer man også til at tænke tilbage på alle de film om Vietnam-krigen, hvor man ser de amerikanske Huey-helikoptere suse rundt over trætoppene i regnskovens dale. Scenariet minder meget om scener fra disse film. Her er frodigt og tæt bevokset og temmeligt smukt, dog diset da regnen desværre har silet ned de sidste mange dage.

 

Vi ankommer til nationalparkens indgang, hvor vi inden længe træder ned i Paradise Cave. Paradise Cave en meget stor grotte som indtil 2005 ikke var kendt i den brede offentlighed. Kun de lokale har kendt til grotten, men har ikke udforsket den på samme måde, som den blev, da den for alvor blev kendt. Grotten, man træder ind i, er 31,4 km lang og er Asiens, hvis ikke verdens største grotte.Den blev åbent for offentlighed i 2010, efter at britiske eksperter havde foretaget målinger og endegyldigt fastslået grottens størrelsesmæssige omfang. Vi går ned ad en trappe i træ, og går herefter ind i den enorme grotte på træbroer, der er badet af lys fra de opstillede projektører nær grottens vægge. Træbroen snor sig videre rundt om stalagmitterne ind i grotten og vi betragte med måben de mange forskellige størrelser og former, som har.Vandet drypper rundt omkring fra grottens top, og vi får forklaret, at det tager ca. 100 år for en stalaktitterne at vokse bare 2 cm. De stalaktit ter og stalagmitter vi ser herinde er enorme, og det har taget millioner af år at forme dem til den størrelse, de har i dag. Træbroen snor sig ca. 1 kilometer ind i grotten før den for vores vedkommende ender. Her er vi nødt til at vende om. For nogle personer går turen endnu længere ind i grotten, da de med pandelamper gør klar til at gå yderligere ind i grotten, der fra dette punkt er bælgravende mørkt.

 

Vi går tilbage samme vej og går op ad trappen. Det har været fascinerende at opleve denne enorme grotte, men vi er ikke færdig endnu. For efter endt frokost fragtes vi med flodbåd til en anden grotte – Phong Nha cave. Denne grotte er lidt anderledes end Paradise Cave, da det er meningen, at man skal kunne sejle ind i selve grotten. Desværre kommer vi ikke til at opleve dette, da flodens høje vandstand pga. kraftig nedbør gør, at vi må lægge til bredden, inden vi sejler ind i grotten. Vi går derfor ind i grotten til fods, og herinde i denne grotte går man ikke på træbro, men man får lov at gå på grottens overflade. Grotten minder meget om Paradise Cave bortset fra, at floden går videre ind i grotten og man normalt kan udforske den ved hjælp af kajak.Drengene nyder at få lov til at kaste sig rundt i sandet på de små skråninger inde i grotten, mens vi prøver at få dem til at dæmpe sig lidt af hensyn til de øvrige besøgende. Grotten indeholder også adskillige stalagmitter og stalaktitter, som i alle mulige former snor sig ned eller op. Det har været et virkeligt fascinerende syn at opleve disse grotter.

 

Vi går tilbage mod båden, som fragter os tilbage til det sted, hvor minibussen er parat til at køre os tilbage mod Dong Hoi. På tilbagevejen får at vide af guiden, at når man ser Vietnam på et atlas, så synes mange mennesker i nord, at landet er formet som en drage, men mange i syd synes, at det er formet som bogstavet S. I det centrale Vietnam synes folk, at det er en dame, hvor toppen af landet er hovedet og bunden er fødderne. I det centrale Vietnam er det smalleste og mest sexede på kvinden taljen. Landet er på det smalleste sted i øvrigt kun 45 km bredt.

 

Tilbage på hotellet

Om aftenen på hotellet får jeg snak med den meget venlige hotelejer Sy, som styrer vores hotel samt et andet hotel i byen. Ham og hans kone arbejder og bor på vores hotel, og hans søn på 9 år bor der også, hvor de holder til i et værelse på 8. og øverste sal. Deres andet barn, en datter på 17 år, læser på high school i Japan. Dette skyldes, at hun har fået et scholarship, men udover dette så virker Sy meget arbejdsom, og det går op for mig, at han er involveret i en masse NGO-projekter. Bl.a. har han med midler fra en tysk NGO-organisation sørget for at bringe fødevarer og fornødenheder til et lokalt fattigt samfund 180 km nordvest fra Dong Hoi i nærheden af Laos. Han viser mig billeder, hvor Sy, hans kone og hele hans hotel-personale er rejst ud med mange kasser med fødevarer for at dele dem ud til disse fattige mennesker. Det går op for mig, at han jævnligt varetager disse nødhjælpsprojekter i samarbejde med vestlige NGO-organisationer, og det er fantastisk at se, hvordan bistandsmidler fra den vestlige verden influerer samfund her i den 3. verden. I det hele taget går det op for mig, at jeg har med at meget generøst og givende menneske at gøre, og at ham og hans kone bruger en stor del af deres liv på at organisere den modtagne støtte og hjælpe lokale samfund. Det var en meget spændende samtale at have med ham, hvor vi også fik talt om forskelle på Danmark og Vietnam – både uddannelsesmæssigt, politisk og kulturelt.

 

Ved afgang mod Hué dagen efter skal vi desværre tage afsked med Sy og hans personale, som uden tvivl har været de sødeste og venligste personale på vores rejse her i Vietnam – og det siger ikke så lidt.